Pesticider er den store synder, når årsagerne til lukning af vandværksboringer gøres op. Det viser en ny statusopgørelse, som Miljøstyrelsen udgiver fredag den 15. maj
Siden 1987 er godt 350 vandværksboringer lukket på grund af menneskeskabt forurening, heraf næsten halvdelen på grund af forurening med pesticider. Forurening med nitrat har ansvaret for lukning af ca. 100 boringer, og forurening med andre miljøfremmede stoffer har været årsag til lukning af ca. 80 boringer.
Opgørelsen er baseret på besvarelser fra ca. 200 af Danmarks 273 kommuner, og tallene kan derfor være højere.
Siden 1993, hvor de første vandværker begyndte at analysere vandet for pesticider, er der hvert år lukket flest boringer på grund af pesticider, mens antallet af boringer lukket på grund af andre miljøfremmede stoffer og nitrat har været uændret i hele den undersøgte periode.
I omkring hver tredje af de boringer der er lukket på grund af pesticider, er der kun fundet pesticidindhold under grænseværdien for drikkevand.
De pesticider, der har medført lukning af boringer, er nu forbudt, eller der er indført kraftige restriktioner på anvendelsen. Et enkelt af midlerne revurderes for tiden af Miljøstyrelsen.
Opgørelsen viser, at pesticidforurening har ramt alle størrelser af vandværker, overalt i landet. Andre miljøfremmede stoffer har lukket flest boringer i Københavnsområdet, men også mange i Ribe og Nordjyllands amter. Nitratforurening har overvejende ramt små vandværker i Viborg, Århus og Nordjyllands amter.
I alt er godt 1000 vandværksboringer lukket inden for de 11 år, som opgørelsen omfatter. Langt de fleste er lukket af tekniske årsager, på grund af dårlig naturlig vandkvalitet, eller f.eks. fordi vandværket er lukket. Der er i dag ca. 11.000 vandværksboringer i Danmark. Opgørelsen af lukkede boringer er baseret på besvarelser fra 75% af landets kommuner.
Yderligere oplysninger: Underdirektør Hans Henrik Christensen, Miljøstyrelsen, tlf. 32 66 01 02. Rapporten "Status for lukkede boringer ved almene vandværker" kan bestilles i Miljøbutikkens boghandel, tlf. 33 37 92 92.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.