EU-rapport om kontrol med nye stoffer viser, at der ikke er problemer i Danmark med de undersøgte stoffer. Samlet set var 5 procent af de undersøgte nye stoffer ikke anmeldt til det pågældende lands myndighed
Kemiske stoffer, der ikke tidligere har været markedsført i EU, skal anmeldes til det pågældende lands myndighed inden markedsføringen. Denne regel har været gældende siden 1982, og i Danmark skal der anmeldes til Miljøstyrelsen. Kontrollen med om de kemiske stoffer rent faktisk anmeldes udføres af Kemikalieinspektionen.
I perioden september 1996 til december 1997 deltog Kemikalieinspektionen i et kontrolsamarbejde med myndighederne fra Norge og EU-landene - undtagen Luxembourg. Kontrollen blev foretaget hos importører og producenter og omfattede flere forskellige typer kemiske stoffer. I Danmark koncentrerede Kemikalieinspektionen sig om kontrollen med fotokemikalier.
I Danmark blev der kontrolleret 94 fotokemikalier. De 15 deltagende lande kontrollerede samlet 1905 kemiske stoffer. I hele undersøgelsen blev der fundet 233 nye kemiske stoffer. Af disse nye kemiske stoffer var 11 - svarende til ca. 5 procent - ikke blevet anmeldt til det pågældende lands myndighed. I Danmark blev der ikke fundet nye stoffer, som ikke var anmeldt.
Resultatet af undersøgelsen er netop offentliggjort i rapporten "European inspection project: Solid Enforcement of Substances in Europe" som kan rekvireres så længe lager haves i Miljøstyrelsen.
I et tidligere EU-kontrolprojekt på området i perioden januar 1995 til juni 1996 blev der fundet 52 nye stoffer, der ikke var anmeldt - svarende til ca. 40 procent. Ingen af disse stoffer blev fundet i Danmark.. Det netop afsluttede projekt tyder på, at der er sket en forbedring af overholdelsen af anmeldepligten.
Det gode samarbejde mellem de deltagende kontrolmyndigheder i EU og Norge fortsætter nu som et netværk.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.