Miljøstyrelsen får nu undersøgt om gyllelaguner kan opfylde krav til styrke og tæthed
Der har på det seneste været en del presseomtale af gyllelaguner - blandt andet i Landsbladet den 20.2.1998 og forskellige andre steder i forbindelse med en gyllelagune, der er etableret på Fyn.
En gyllelagune er enkelt sagt et hul i jorden, der er gjort tæt med en kunststofmembran.
Da det er en nem og billig måde at udvide opbevaringskapaciteten på, har kommuner rundt omkring i landet fået henvendelser om, hvorvidt sådanne laguner lovligt kan anvendes til opbevaring af gylle.
Forudsætningen for at anvende lagunerne er, at bygherren kan dokumentere, at de krav, husdyrgødningsbekendtgørelsen stiller til styrke og tæthed, kan overholdes. En sådan dokumentation har hidtil ikke foreligget.
Der er nu sat et udredningsarbejde i gang for at vurdere, om lagunerne kan overholde de nævnte krav. Udredningen bliver lavet af en arbejdsgruppe med repræsentanter for Miljøstyrelsen, Landbrugets Rådgivningscenter og relevante forskningsinstitutioner.
Undersøgelsen forventes at vare ca. seks måneder. På baggrund af udredningen vil Miljøstyrelsen vurdere, om lagunerne kan opfylde kravene i husdyrbekendtgørelsen, og hvilke vilkår der i givet fald skal stilles til deres konstruktion m.v.
Indtil denne vurdering er foretaget, er det fortsat Miljøstyrelsens opfattelse, at gyllelaguner ikke opfylder husdyrbekendtgørelsens krav om styrke og tæthed og at de derfor ikke lovligt kan anvendes til at opbevareing af gylle og anden flydende husdyrgødning. Miljøstyrelsen skriver nu ud til landets kommuner og oplyser dem om dette.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.