En fastelavnssminke fra firmaet Top Toy må fortsat ikke sælges, før den er blevet påført den lovpligtige indholdsdeklaration. Kemiske analyser viser imidlertid, at Top Toy fremsendte forkerte oplysninger til Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion. Fastelavnssminken indholdt ikke for mange konserveringsmidler
Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion nedlagde den 5.2.1998 salgsforbud mod fastelavnssminke fundet hos BR-legetøj af mærket Party makeup sminke i tube, varenr. 173103, fra firmaet Top Toy.
Salgsforbuddet blev gennemført på baggrund af Top Toys egne oplysninger om et for højt indhold af konserveringsmidler i deres produkt samt på baggrund af manglende indholdsdeklaration på varen. Top Toy meddelte Miljøstyrelsen, at de samme dag kaldte produkterne tilbage fra forretningerne.
Produkterne må fortsat ikke sælges, før de er blevet påført den obligatoriske indholdsdeklaration. Ifølge kosmetikreglerne skal alle kosmetiske produkter i butikkerne således være forsynet med indholdsdeklaration fra 1. januar i år. Reglen gælder således ikke kun traditionel kosmetik som f.eks. cremer, sæbe, hårshampoo og læbestifter men også fastelavnssminke.
Top Toy mente, at der måtte være en fejl i de - af Top Toy - fremsendte oplysninger omkring indholdet af konserveringsmidler. Efterfølgende blev det derfor besluttet at gennemføre en kemisk analyse af produktet for at få afklaret dette. Analyserne blev foretaget af Danmarks Miljøundersøgelser. Resultatet foreligger nu, og det viser, at der ikke er et for højt indhold af konserveringsmidler i produktet.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.