Nye undersøgelser viser, at stoffet MTBE - der har erstattet bly i benzin - kan blive et problem for det danske grundvand. Miljøstyrelsen laver nu en handlingsplan.
Miljøstyrelsen bad i juni 1997 amterne indberette eventuelle fund af MTBE i forbindelse med jordforurening. Efter et halvt år står det nu klart, at der flere steder rundt i landet er fundet MTBE i terrænnære grundvandsmagasiner, der ikke benyttes til drikkevand.
I juni 1997 bad Miljøstyrelsen også oliebranchen undersøge, om der er MTBE i jorden og vandet ved tankstationerne. Oliebranchens undersøgelse forventes færdig i slutningen af februar. De første tilbagemeldinger viser flere fund af MTBE.
Foreløbige tilbagemeldinger fra undersøgelser på vandværker tyder også på, at der nogle steder er MTBE i de primære magasiner, som bruges til drikkevand. Koncentrationerne er meget lave - 3.000 - 4.000 gange lavere end de sundhedsskadelige grænseværdier. Alligevel er disse fund bekymrende.
- Forskellige forskere har gennem 90'erne peget på, at vi skulle være opmærksomme på problemerne med MTBE, og den viden, vi har samlet ind de seneste måneder, har nu for alvor fået advarselslamperne til at blinke. Vi ved nu, at MTBE nogle steder er et problem for det danske grundvand. Vi ved blot endnu ikke, hvor omfattende problemet vil blive de kommende år, siger Miljøstyrelsens direktør Erik Lindegaard.
MTBE er først og fremmest et problem, fordi det ødelægger vandets smag og lugt. Først i meget store koncentrationer vil det også give sundhedsmæssige problemer. MTBE har erstattet bly, som er
farligt for sundhed og miljø, og som endvidere blev spredt diffust fra bilernes brug af benzin. Med den nuværende viden ser det ud til, at MTBE primært er et problem for grundvandet, når det lækker fra tanke eller spildes på jorden. I 1996 blev der anvendt omkring 47.000 tons MTBE i Danmark.
- Hvis det viser sig, at MTBE i stort omfang når grundvandet, står vi med et vanskeligt problem uden umiddelbare løsninger. Der er ikke nogen løsning at gå tilbage til bly, og de andre alternativer kan måske også give problemer. I de kommende måneder vil vi derfor lave en handlingsplan, siger Erik Lindegaard og fortsætter:
- Handlingsplanen vil, ud over den fortsatte overvågning af MTBE, blandt andet sætte fokus på tre områder. 1. Fordele og ulemper ved alternativerne til MTBE som må undersøges af oliebranchen. Hvis der findes et fornuftigt alternativ kan afvikling af MTBE være en løsning. 2. Vi skal i samarbejde med oliebranchen have undersøgt, hvordan tankene på benzinstationerne kan gøres mere sikre. Det vil kunne føre til skrappere krav om tekniske foranstaltninger. 3. Vi skal have fastsat en grænseværdi for indholdet af MTBE i drikkevandet. Den sundhedsmæssige grænseværdi ligger på ca. 350 mikrogram pr. liter. Men af hensyn til vandets lugt og smag vil grænseværdien nok nærmere komme til at ligge omkring 30 mikrogram pr. liter.
Efter Miljøstyrelsens boringskontrolvejledning fra 1997 skal vandværkerne overveje at tage MTBE med i boringskontrollen, hvis der findes en eksisterende eller nedlagt benzinstation i indvindingsoplandet. I den nationale overvågning af vandmiljøet vil der fremover blive overvåget for MTBE.
I februar mødes Miljøstyrelsen med såvel vandværkerne som med oliebranchen for at drøfte problemerne med MTBE.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.