Den Grønne Fond udsender ny brochure med invitation til at søge om løntilskud til lokale miljøvejledere
Der bliver også i 1997 mulighed for at få løntilskud fra Den Grønne Fond til grønne guider.
En grøn guide er en lokal miljøvejleder, som ud fra et lokalområdes betingelser skal vise vej i junglen af råd og regler om grøn adfærd i vores måde at leve, bo, bruge og forbruge på. Lige fra forbrugervejlederen, der kan informere de handlende om de mest miljøvenlige varer, eller rådgiveren for de lokale håndværkere og gør-det-selv-folket, når hjemmet skal bygges miljørigtigt om. Til Agenda 21 koordinatoren, der skaber sammenhæng i de lokale miljøaktiviteter og sikrer et helhedsorienteret perspektiv.
Over halvdelen af befolkningen angiver, at de gerne vil gøre noget for miljøet, men mangler tilstrækkelig viden om, hvad de konkret skal gøre. Vi bliver dagligt bombarderet med informationer om miljøproblemerne. Det er vigtigt, at vi også får konkrete handlemuligheder, hvis informationerne ikke skal resultere i miljøstress, så folk i stedet for at indrette sig mere miljøvenligt, bliver frustrerede og helt opgiver at gøre noget som helst. Det er her, de grønne guider har en opgave.
I 1996 gav fonden 29 tre-årige bevillinger til grønne guider over hele landet. Fonden har netop udsendt en brochure, der fortæller om mulighederne for at få del i 1997-puljen på 25 mio. kr. til de grønne guider. Desuden afholdes en række regionale møder i januar/februar.
- Første ansøgningsrunde i 1996 viste, at der var stor interesse for ideen om grønne guide, udtaler Elsebeth Gerner Nielsen, formand for Den Grønne Fond.
- Men den viste også, at det var svært at få den tilstrækkelige bredde og lokale forankring bag projekterne. Vi håber, at flere håndværksforeninger, lokale miljøgrupper, boligselskaber, handelstandsforeninger, ungdomsklubber mv. i år kan finde sammen om muligheden for at styrke det lokale miljøarbejde med hver deres udgangspunkt. Og målet ? At få stadig flere til at føle: Jeg gør en forskel. Og den bliver større, når vi er flere om den! Vi sætter alle aftryk ved vores levevis og handlinger. Derfor er fingeraftrykket på kloden logo for den grønne guide.
Ansøgningsfristen er 1. maj 1997. Fonden forventer i år at give 35-40 tre-årige bevillinger på årligt 200.000 kr. i løntilskud. Resten af pengene skal ansøgerne selv skaffe fra anden side.
Interviews: Fondens formand, Elsebeth Gerner Nielsen, tlf. 33 37 47 05 eller tlf. 53 87 86 85 Oplysninger: Fuldmægtig Chr. Daub, Den Grønne Fonds sekretariat, tlf. 33 92 76 40
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.