Støtte fra Den Grønne Fond til alternativ spildevandsbehandling, økologisk gør-det-selv byggevejledning og natur i byen
Den Grønne Fond har netop foretaget en ny uddeling af penge til miljøprojekter.
Tre projekter vedr. alternativ spildevandsbehandling fik støtte: 148.000 kr. til etablering af et piletræsanlæg, der skal håndtere husspildevandet i Andelssamfundet i Hjortshøj ved Århus, og 175.000 kr. til udvikling og oplysning om et tilsvarende, men større anlæg for et landdistrikt ved Vejen i Ribe Amt. Endelig har Økologiprojektet i Stenløse i samarbejde med Den Kulturøkologiske Højskole i Albertslund fået 135.000 kr. til at indsamle og formidle viden om, hvordan man kan retablere næringskredsløbene mellem land og by, f.eks. i form af urinseparationstoiletter eller anden indsamling og anvendelse af næringsstofferne i husstandenes affald og -spildevand.
- Det er meget vigtigt for landdistrikternes fremtid, at vi får udviklet alternativer til de centraliserede rensningsanlæg, udtaler Den Grønne Fonds formand, Elsebeth Gerner Nielsen.
- Her kan såvel forskellige typer af rodzone- og pileanlæg, som mult- og urinseperationstoiletter få en rolle, og det er derfor vigtigt at få konkrete erfaringer med nye måder at gøre det på.
Yderligere tre bevillinger gik til fremme af økologisk byggeri og til en vejledningsindsats over for gør-det-selv folket, der gerne vil gå økologiske veje - et andet af de indsatsområder, som fonden prioriterer højt. 347.000 kr. gik således til en serie videoer om anvendelse af bæredygtige byggematerialer, og 90.000 kr. gik til færdiggørelse og formidling af et økologisk kolonihavehus ved Kløvermarksvej på Amager, som Københavns Miljø- og Energikontor opfører i samarbejde med Økologiske Igangsætteres Daghøjskole og Danmarks Kolonihaveforbund. Endelig blev der givet 100.000 kr. til en konference på Gadkjærgård i Vejle om økologisk byggeri.
Endelig vedrørte et par bevillinger naturen i byerne. Dansk Ornitologisk Forening har fået 380.000 kr. til tre års arbejde med at sikre levevilkårene for fugle i 3 byområder i Storkøbenhavn - en indikator på miljøtilstanden. Og 200.000 kr. gik til foreningen Det Grønne Møbels forberedelse af en Elmedag i Fælledparken i København i august - en festival, der skal sætte fokus på elmesyge, bæredygtig træproduktion og udvikling af miljøvenlige møbler.
Der blev i alt bevilget 2,5 mio. kr. til 31 projekter. 43 projekter fik afslag. Fonden har i år 50 mio. kr.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.