Behandlingshyppigheden for bekæmpelsesmidler er ikke faldet som forudsat i pesticidhandlingsplanen. Det må derfor overvejes, hvilke styringsmidler der kan nedbringe forbruget
Bekæmpelsesmiddelstatistikken indeholder en oversigt over det samlede årlige salg af godkendelsespligtige bekæmpelsesmidler, herunder salget af de enkelte aktivstoffer.
Som forventet var salget af bekæmpelsesmidler væsentligt lavere i 1996 end i 1995. Det lave salg af bekæmpelsesmidler i 1996 må helt overvejende tilskrives, at der i 1995 fandt et betragteligt forhåndssalg til detailledet sted, fordi salg efter 1. januar 1996 medførte øgede omkostninger til prismærkning af produkterne. En væsentlig del af forhåndssalget fra 1995 må antages at være anvendt i 1996. For at udjævne disse forskydninger vil gennemsnittet af forbruget i 1995 og 1996 blive anvendt som udgangspunkt for vurderingen af forbruget i 1995-96. Dette blev allerede besluttet ved opgørelsen af forbruget for 1995.
I 1996 omfatter statistikken 961 forskellige produkter, der indeholder et eller flere af 185 forskellige aktivstoffer. Antallet af produkter er steget med 31 i forhold til året før, mens antallet af aktivstoffer er reduceret med 21.
Det samlede salg af alle typer aktivstoffer - ukrudtsmidler, svampemidler, træbeskyttelses-midler, rottemidler m.v. - var i 1996 på 5.271 tons og er dermed reduceret med 1.359 tons i forhold til 1995.
Ukrudtsmidlerne tegner sig med 3.127 tons for mere end halvdelen af det samlede salg. Salget af træbeskyttelsesmidler, der var på godt 1.097 tons og svampemidlerne, der var på 791 tons, udgør hhv. omkring 20% og 15% af det samlede salg.
I 1996 blev der solgt 3.669 tons aktivstoffer til landbrugsformål, hvilket er et fald på 1.140 tons eller 24% i forhold til året før.
Aktivstofferne bliver mere og mere effektive til at bekæmpe sygdomme, ukrudt og skadedyr.
Derfor kan de anvendes i mindre doser. Det vil således ikke give et reelt billede af udviklingen i forbruget, hvis man kun opgør mængden af aktivstoffer. Behandlingshyppigheden er et udtryk for, hvor mange gange markerne - ved normal dosering - kan sprøjtes med de solgte mængder af bekæmpelsesmidler.
Behandlingshyppigheden var i 1996 1,92 og er dermed reduceret med 45% i forhold til 1995.
Ifølge pesticidhandlingsplanen skal mængden af aktivstoffer og behandlingshyppigheden halveres inden 1. januar 1997 målt i forhold til forbruget i perioden 1981-85. Ses der isoleret på 1996 kan det konstateres, at mængden af aktivstoffer er reduceret med 47%, mens behandlingshyppigheden er reduceret med 28%.
Ses der på gennemsnittet af 1995 og 1996, kan der for aktivstoffernes vedkommende registreres et fald på 39%, mens der for behandlingshyppighedens vedkommende kan registreres en stigning på 1%.
Når forbruget vurderes, skal der ifølge handlingsplanen tages hensyn til forekomst af skadegørere, ændringer i sædskiftet og midlernes skadelighed.
Variationen i forekomsten af skadegørere som ukrudt, sygdomme og skadedyr er summen af mange ofte modsat rettede tendenser, som det er vanskeligt at opgøre særligt præcist. Det vurderes dog umiddelbart, at forekomsten af skadegørere i 1995 og 1996 generelt var moderat. Der findes ikke umiddelbart nogen metode, hvorved midlernes skadelighed kan vurderes i forhold til forbruget.
Nogle afgrøder sprøjtes mere end andre. Derfor påvirkes forbruget af, hvilke afgrøder der dyrkes. Foreløbige beregninger foretaget i Miljøstyrelsen viser, at hvis der tages højde for ændringer i sædskiftet -dvs. hvilke afgrøder der dyrkes - fås der et relativt fald i behandlingshyppigheden på ca. 12% eller ca. 17% afhængig af beregningsmetoden. Dette er et gennemsnittet af 1995 og 1996. Til sammenligning er der en faktisk stigning på 1%.
Det relative fald i behandlingshyppigheden er et udtryk for, hvor meget behandlingshyppigheden, alt andet lige, ville været reduceret, hvis sædskiftet ikke havde ændret sig i forhold til pesticidhandlingsplanens referenceperiode. Belastningen af miljøet er naturligvis knyttet til den aktuelle behandlingshyppighed.
De braklagte arealer indgår ikke i det beregningsmæssige grundlag for behandlingshyppigheden - bortset fra de arealer der dyrkes med nonfood raps.
Behandlingshyppigheden er altså langtfra halveret som forudsat i pesticidhandlingsplanen. Til efteråret vil der blive givet en status for handlingsplanen og i samme forbindelse givet forslag til, hvad der kan sættes i værk for at nedsætte behandlingshyppigheden.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.