Den eksisterende støjvejledning giver ikke tilstrækkelige anvisninger omkring lavfrekvent støj og infralyd. En ny orientering angiver derfor vejledende grænser på området
Miljøstyrelsen har modtaget et stigende antal henvendelser fra personer, som mener de er udsat for generende infralyd og fra kommuner med spørgsmål om emnet. Da den eksisterende støjvejledning ikke giver tilstrækkelige anvisninger på, hvordan sådanne sager vurderes og behandles, har Miljøstyrelsen udarbejdet Orientering nr. 9/1997: "Lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer i eksternt miljø".
Orienteringen beskriver forskellige forhold om lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer. Det er i dag almindeligt kendt i fagkredse, at lavfrekvent støj og infralyd kan virke generende ved en styrke, som kun er lidt højere end høretærsklen. Støjens generende virkning forstærkes hurtigt, når styrken øges. Fordi forskellige personer har forskellige høretærskler, vil en støj som opleves tydeligt hørbar og generende af én person måske slet ikke kunne høres af en anden. På grundlag af den tilgængelige viden forventes det ikke, at lavfrekvent støj og infralyd har andre virkninger end andre former for uønsket lyd. Støj, som er svagere end høretærsklen, og som derfor ikke kan høres af den pågældende person, forventes ikke at være generende eller at have andre sundhedsmæssige virkninger på mennesker.
Der foreslås i orienteringen vejledende grænser for lavfrekvent støj og infralyd, som sikrer at omkring 97% af befolkningen ikke kan høre støj af den pågældende styrke og derfor ikke vil være generet af den. Også Sverige og Tyskland har for nylig fastsat vejledende grænser for lavfrekvent støj, men ikke for infralyd. De danske, svenske og tyske grænseværdier ligger tæt ved hinanden. De vejledende grænser skal bruges af miljømyndighederne som grundlag for at fastsætte konkrete støjgrænser - f.eks. i påbud til virksomheder.
Der foreslås vejledende grænser for vibrationer, som svarer til hvad der tidligere har været gældende på området og til, hvad der internationalt anses for rimelige grænseværdier.
Orienteringen giver eksempler på, hvordan lavfrekvent støj og vibrationer kan dæmpes. F.eks. kan skorstene eller afkast forsynes med særligt udformede lyddæmpere, eller der kan udsendes modlyd fra højttalere, der udslukker den generende støj. I andre tilfælde skal den støjende maskine vibrationsisoleres eller afbalanceres for at komme støjen til livs.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.