Der er konstateret et olieudslip i Nordsøen. Olieudslippet vurderes til mindst 85 kubikmeter beliggende omkring Mærsk’ olieproduktionsplatform, Dan.
Udslippet blev konstateret af et tysk miljøfly den 1. juni om aftenen og dækkede på det tidspunkt cirka 40 kvadratkilometer. Da olien ligger i et forholdsvist tyndt lag, er det ikke muligt at opsamle olien mekanisk.
Miljøstyrelsen har bedt Mærsk Olie og Gas AS om yderligere oplysninger om udslippet og er desuden i løbende dialog med Mærsk, som endnu ikke har kunnet forklare årsagen til olieudslippet.
I mellemtiden har Mærsk Olie og Gas mobiliseret deres oliespildsberedskab.
Lige nu er vejrsituationen i området solrigt og vindstille, og det betyder at olien fordamper relativt hurtigt.
Et miljøfly vurderede i morges, at udslippet på dette tidspunkt var reduceret til mindst 73 kubikmeter, mens udstrækningen er øget til cirka 80 kvadratkilometer.
Risikoen for at olieudslippet når ind til den danske, tyske eller nederlandske kyst vurderes af Miljøstyrelsen som værende minimal.
Der vil altid være en risiko for havfugle og havpattedyr, hvis der er en oliehinde på vandet. Effekten afhænger af varigheden, oliens udbredelse og mængde samt vejrforhold. I det konkrete tilfælde vurderes effekten at være minimal, hvilket også skal ses i lyset af, at fugletætheden er lav i den centrale Nordsø på denne årstid.
Miljøstyrelsen vurderer umiddelbart ikke at det er en miljømæssig fordel at opløse olien med dispergeringsmiddel, men vurderer derimod at der vil være mindst negativ miljøpåvirkning ved at lade olien fordampe.
Yderligere oplysninger: Tekniker Anna Cecilie Skovgaard, tlf. 41 31 84 75 eller vicedirektør i Miljøstyrelsen, Anne-Marie Rasmussen tlf. 21 78 28 01
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds