Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion skrider nu til politianmeldelser af tre importører af ulovligt fyrværkeri. Det sker efter, at Kemikalieinspektionen for tredje år i træk har fundet alt for meget fyrværkeri, der indeholder det ulovlige og kræftfremkaldende stof hexachlorbenzen (HCB). Ved en stikprøvekontrol hos 8 fyrværkeriimportører viste det sig, at tre af dem havde fyrværkeri, der indeholdt det farlige stof. Det svarer nogenlunde til de seneste to års kontroller, og dermed har de seneste års advarsler til branchen tilsyneladende ikke haft nogen effekt.
- Branchen har de seneste år lovet bod og bedring, men løfterne er ikke blevet indfriet. Nu sender vi et entydigt signal til branchen om, at vi ikke vil tolerere ulovligt fyrværkeri på danske hylder. Jeg kan forsikre forbrugerne og branchen om, at vi bliver ved med at kontrollere, til vi ikke finder flere ulovlige produkter, siger Flemming Hovgaard Jørgensen fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.
Stoffet HCB anvendes i raketter for at give en flot farveeffekt. Stoffet er forbudt på globalt plan, fordi det er giftigt, det kan ophobes i miljøet, i dyr og i mennesker, og det nedbrydes meget langsomt. HCB er også mistænkt for at kunne medføre hormonforstyrrelser, kræft og forårsage skader på menneskers immunforsvar. Derfor satte Miljøministeriet som de første i EU fokus på fyrværkeribranchen for tre år siden.
- Danmark er foregangsland i EU, når det kommer til bekæmpelsen af fyrværkeri med HCB. Adskillige andre lande bruger os som model i kampen mod det farlige stof. Den position skal vi beholde. Jeg er glad for, at den danske indsats har ført til, at der næste år kommer en fælles europæisk kontrolkampagne af ulovligt HCB-fyrværkeri, siger Flemming Hovgaard Jørgensen fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.
Fyrværkeri, der indeholder HCB, er ikke farlig ved berøring. Problemet opstår først, når antændte raketter eller fuserne falder ned på marker og i haver, hvor HCB frigives til miljøet.
De ulovlige fyrværkeriprodukter kan ses her:
Yderligere oplysninger:
Flemming Hovgaard Jørgensen, Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, tlf.: 72 54 45 24, email:
Jens Dissing Munk, kommunikationsmedarbejder i Miljøstyrelsen, tlf: 72544204, email:
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds