Miljøministeriet inviterer igen landets 4., 5. og 6. klasser til at deltage i REN Uge. I år bliver eleverne blandt andet opfordret til at lave en ”affaldsvenlig” ønskeliste til jul. Under Miljøministeriets REN Uge kampagne i uge 40 bliver eleverne klogere på, at affald ikke er noget, der forsvinder af sig selv, og at der er en del, man selv kan gøre for at sikre, at affaldet efter endt brug havner de rigtige steder. Der er aktiviteter nok at gå i gang med for både lærere og elever, hvilket glæder civilingeniør i Miljøstyrelsen Anne-Mette Lysemose Bendsen: -Børn er en vigtig målgruppe at fange, hvis vi skal ændre danskernes vaner omkring affaldssortering og holdning til henkastet affald. Det betaler sig at sætte tidligt ind, hvis vi skal påvirke til en god adfærd - og så har det den fordel, at børn kan være ganske gode til at opdrage deres forældre, siger Anne-Mette Lysemose Bendsen. I årets udgave af REN Uge vil eleverne stifte bekendtskab med et interaktivt område på hjemmesiden renuge.dk, hvor de blandt andet kan lave deres egen ”affaldsvenlige” ønskeliste. Hvad med en god brugt cykel eller mobiltelefon til jul i stedet for en splinterny? Eller hvad med en 2 dages kanotur med far eller et årskort til ZOO? -Meningen med Ønskelisten er at give eleverne og deres lærere en mulighed for at diskutere, hvordan den enkelte dansker kan skabe mindre affald i sin hverdag. Det kunne være interessant, hvis den diskussion spreder sig til hjemmene, når der skal laves ønskelister i familierne op til jul, siger Anne-Mette Lysemose Bendsen. Tirsdag den 5. oktober er udnævnt til Store Indsamlingsdag, hvor eleverne er ude i deres lokalområder for at indsamle krøllede chipsposer, slikpapir, dåser og andet henkastet affald, som ligger og flyder i naturen og i byen. Nogle klasser bruger også ugen til at besøge eksempelvis affaldsforbrændingsanlæg og genbrugsstationer, mens de i timerne på skolen lærer om begreber som genanvendelse og affaldsminimering, og hvor lang tid det egentlig tager for naturen at nedbryde en henkastet plastflaske eller et stykke tyggegummi. Udover de andre aktiviteter i REN Uge nedsætter eleverne også en avisredaktion, der i løbet af ugen skal skrive artikler og tage billeder, som skal bringes i klassens egen online affaldsavis. Aviserne bedømmes herefter af REN Uges dommerpanel, som blandt andet består af miljøminister Karen Ellemann, Shane Bronx fra Shanes Verden på DR og Marc Nicholas Thygesen, der er redaktør på magasinet Frikvarter. Dommerne kårer en samlet landsvinder blandt alle de indsendte aviser. Derudover er der præmier til de bedste aviser i hver region. Se Ønskelisten og læs mere om REN Uge 2010 på renuge.dkYderligere oplysninger:Anne-Mette Lysemose Bendsen, civilingeniør i Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 43 12
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds