Miljøstyrelsen skyder nu en omfattende kontrolkampagne af import og produktion af kemikalier i gang. Kampagnen er led i det største europæiske kontrolprojekt på kemikalieområdet nogensinde og løber i 26 lande. Kampagnen skal kontrollere, om virksomhederne opfylder reglerne i EU’s kemikaliereform REACH. Virksomheder, der ikke opfylder reglerne, risikerer at måtte standse salg og produktion.
I disse dage modtager omkring 700 danske virksomheder et brev fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion. Brevet orienterer om, at Kemikalieinspektionen vil gennemføre en stikprøvekontrol hos 50 danske virksomheder for at undersøge, om firmaerne lever op til kerneprincippet i den europæiske kemikaliereform REACH: At virksomhederne enten har registreret eller præregistreret de kemiske stoffer, de markedsfører. Fristen for præregistreringen var den 1. december sidste år.
”Vi har gjort et stort arbejde i samarbejde med en række brancheorganisationer for at informere virksomhederne om de nye regler. Mere end 450 virksomheder har præregisteret stoffer. Nu går vi så ud og kontrollerer, om der er virksomheder, som stadig mangler at opfylde loven ,” siger kontorchef Eskil Thuesen, Miljøstyrelsen.
Stearinlys og toiletrens er også omfattet Alle virksomheder, der producerer eller importerer kemiske stoffer i mere end 1 ton pr. kalenderår, er omfattet af registreringspligten. Dette gælder dog ikke for import fra andre EU-lande samt fra Norge, Island eller Liechtenstein. Ifølge Miljøstyrelsen skal virksomhederne være opmærksomme på, at stofferne i helt almindelige varer som stearinlys, toiletrens, vådservietter og printerpatroner også kan være omfattet af reglerne for registrering.
Virksomhedernes ansvar: Uden registrering må salget standses Registreringen af stofferne indgår i EU’s arbejde med at få styr på tusinder af kemiske stoffer. Princippet i REACH er, at det er virksomhedernes ansvar, at produktion og brug af kemikalier er sikker, hvilket de skal kunne dokumentere.
”Uden præregistrering eller registrering skal produktion, import og salg standses. Hvis virksomhederne endnu ikke har opfyldt lovkravet, opfordrer vi dem hermed til straks at tage fat på registreringsarbejdet. Indtil registreringen er på plads, må man for eksempel prøve at finde en leverandør i et EU-land, der har registreret ” siger Eskil Thuesen.
Kontrolkampagnen løber året ud og resultaterne fra de enkelte lande vil blive samlet og offentliggjort i løbet af foråret 2010.
Yderligere oplysninger : Pia Petersen, Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, tlf.nr. 72 54 41 34
På www.reachhelpdesk.dk og www.reach-klarbesked.dk findes flere informationer til virksomheder.
FAKTA Hvem er målgruppen for kontrolkampagnen? Kemikalieinspektionens kontrolkampagne retter sig først og fremmest mod de cirka 700 virksomheder, der importerer eller producerer kemiske stoffer, men som ikke har præregistreret nogen kemiske stoffer. Mange af virksomhederne har fuldt lovlige grunde til ikke at have præregistreret nogen stoffer, men det bliver nu kontrolleret, om de er omfattet af registreringsforpligtigelsen.
Hvad er REACH? REACH er EU’s nye kemikaliereform, der trådte i kraft den 1. juni 2007. REACH stiller bl.a. krav om, at kemiske stoffer skal registreres, før de må produceres eller importeres til EU. REACH dækker produktion og import i bred forstand, men der er forskel på reglerne, afhængigt af om de kemiske stoffer findes som rene kemiske stoffer, i kemiske blandinger eller indgår i artikler
Målet med REACH er at sikre et højt beskyttelsesniveau for mennesker og miljø og at øge virksomhedernes konkurrenceevne og innovation. REACH medfører, at alle virksomheder får mere grundlæggende viden om kemiske stoffers miljø- og sundhedsfarlige egenskaber og større selvstændigt ansvar for at håndtere de kemiske stoffer forsvarligt.
REACH er en forordning (EF Nr. 1907/2006), og er som sådan direkte retsgældende. Se mere om REACH på Miljøstyrelsens helpdesk www.reachhelpdesk.dk
Hvad er registrering og præregistrering? Producenter og importører (fra lande udenfor EU) af kemiske stoffer, der produceres eller importeres i mængder over 1 ton pr. producent pr. kalenderår, enten som rent stof, eller som indholdsstof i et eller flere kemiske produkter, skal registrere stofferne hos Det Europæiske Kemikalieagentur. Samtidig med registreringen skal der leveres oplysninger om stoffets miljø- og sundhedseffekter og om risikoen ved at bruge stoffet. Der findes specielle regler for registrering af stoffer, der frigives fra andre varer.
For at undgå at alle stoffer skulle registreres med det samme, er der indført forskellige tidsfrister for registreringen afhængigt af farligheden af stoffet og tonnagen. For at kunne drage fordel af overgangsordningen skal virksomheden have præregistreret det kemiske stof i perioden d. 1. juni – 1. december 2008.
Stoffer, som ikke er præregistreret, dvs. nye stoffer eller stoffer, som virksomheden har undladt at præregistrere, skal registreres, før de må markedsføres i EU (ifølge det såkaldte "No data, no market” -princip).
Læs mere om præregistrering og registrering på Miljøstyrelsens helpdesk www.reachhelpdesk.dk
Hvad er Forum og fælleseuropæiske kontrolprojekter? Der er oprettet et Forum for tilsynsmyndigheder (The Forum for Exchange Information) under Det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA. Hvert medlemsland har udpeget en repræsentant for deres tilsynsmyndigheder, der deltager i tre møder om året. Et af formålene med Forum er at koordinere fælleseuropæiske kontrolprojekter. Det første fælleseuropæiske kontrolprojekt om REACH er netop skudt i gang, og har fået navnet REACH-EN-FORCE-1. Hovedformålet med projektet er at kontrollere, om virksomhederne i de forskellige lande overholder det grundlæggende princip i REACH ”no data, no market”. Projektet koordineres af en arbejdsgruppe under Forum, der skal samle resultaterne efter nytår, hvorefter en rapport om resultatet af projektet offentliggøres i løbet af foråret 2010. Der har været meget stor tilslutning til projektet, som Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion i samarbejde med Arbejdstilsynet, Energistyrelsen og Skat deltager i sammen med 25 andre lande.
Yderligere oplysninger om Forum kan findes på Kemikalieagenturets hjemmeside, http://echa.europa.eu under organisation/forum.
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds