Nu er foråret, lyset og varmen kommet og med det desværre også ukrudt i bede og mellem fliser. Det er måske fristende at fjerne ukrudtet med sprøjtemidler, men Miljøstyrelsen fraråder det af hensyn til dyreliv og miljø. Her er fire gode råd til, hvordan du bekæmper ukrudt uden brug af sprøjtemidler.
Sprøjtemidler virker ikke kun på ukrudt, men på alle planter og dyr i haven. Er du ivrig med sprøjtemidlerne, får du derfor blandt andet færre humlebier. Du behøver dog ikke vinke farvel til drømmen om en have uden ukrudt, hvis du vil skåne miljøet. Ved at følge Miljøstyrelsens råd kan du få en flot have med ren samvittighed.
Dæk jorden, så ukrudtet ikke får lys Du kan dække jorden i dine bede med bunddækkeplanter eller 10 til 15 centimeter træflis eller halm. Det vil skygge for solen, så ukrudtet ikke kan spire. Bunddækkeplanter skal plantes tæt, cirka 6 planter per kvadratmeter, og året efter vil de danne et tæt lag. Men indtil da, må du hjælpe til med hakkejernet og lugning allerede fra det tidlige forår. Vær opmærksom på at fjerne ukrudtet, inden det når at kaste frø. Har du været sent ude, og ukrudtet allerede har sat frø, skal det ikke komposten, men brændes eller fjernes fra haven.
Tag ukrudtet, før det får fat Alle der har fliser ved, at ukrudt kan gro frem selv i sprækker på en millimeter. Ukrudt mellem fliser skal også holdes nede fra det tidligere forår. På den måde kan du undgå, at det får rigtig fat. Du kan holde ukrudtet væk ved at feje regelmæssigt med en stiv kost, når det lige er spiret frem, og hvis det er vokset frem, kan du skrabe fugerne med en fugerenser.
Hvis du har græs i fugerne mellem fliserne, er et godt råd at luge umiddelbart efter et regnvejr, hvor rødderne sidder løsere.
Med en målrettet indsats fra foråret er det muligt at bane vej til en smuk have uden at sprøjte.
Miljøstyrelsens gode råd til at bekæmpe ukrudt uden sprøjtemidler: • Brug bunddækkeplanter, træflis eller halm som jorddække i bede • Fjern ukrudtet, inden det kaster frø • Brug en stiv kost til at fjerne de unge ukrudtsspirer mellem fliser • Brug skuffejern i grus og lignende
Se mere på www.mst.dk
Du kan melde dig ind i Miljøstyrelsens gruppe på www.facebook.com og få gode råd om miljø og sundhed.
Kontaktpersoner: Lea Frimann Hansen, telefon 72 54 45 46 eller Anita Fjelsted, telefon 72 54 45 19
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds