Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har taget en stikprøve på 342 uægte smykker og undersøgt deres blyindhold og -afgivelse. 12 smykker afgav så meget bly, at de dermed udgør en sundhedsrisiko, hvis man tager dem i munden. De er alle kaldt tilbage fra butikkerne og kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside. De pågældende smykker er såkaldte bijouterismykker, der typisk købes i smykke- og tilbehørsbutikker, tøjbutikker, supermarkeder og stormagasiner. Se billederne af de 12 smykker, der er kaldt tilbage fra butikkerne her. ”Bly er især kendt for at påvirke børns intelligens og indlæringsevne. Smykker, der afgiver bly, kan derfor udgøre en sundhedsrisiko for både børn og voksne, hvis man tager smykkerne i munden dagligt ,” siger kemiker Shima Dobel fra Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen har ved en stikprøve kontrolleret en række bijouterismykker og fandt, at 12 af smykkerne afgav bly i omfang, der kan være skadeligt, når smykkerne tages i munden. De smykker, der udgør en sundhedsrisiko, er udtaget af Kemikalieinspektionen i september og oktober 2008 fra butikkerne COOP Danmark, Monsoon Accessorize, Karvany og tøjbutikken Bjørn. Smykkerne har butikkerne fjernet fra forretningerne i oktober, så snart resultatet af Miljøstyrelsens første analyse var kendt
”Smykkerne er derfor ikke længere i handlen, men da forbrugerne kan have dem liggende hjemme i smykkeskrinet, har vi offentliggjort billeder af smykkerne på vores hjemmeside. Hvis man beholder dem, er det vigtigt ikke at putte dem i munden. Man kan dog også aflevere smykkerne i butikken, hvor de er købt ,” siger Shima Dobel. Kontrollen af bly i smykker er en opfølgning på en undersøgelse, som Miljøstyrelsen offentliggjorde i sommeren 2008. Denne rapport viste, at en række bijouterismykker på det danske marked indeholdt ulovlige og sundhedsskadelige mængder af tungmetaller som bly.
”Det er beklageligt, at vi finder disse overtrædelser, og at afgivelsen af bly for nogle af smykkerne er så høje, at de kan være sundhedsfarlige, når smykkerne tages i munden. Vi har stor fokus på problemet og sendte derfor allerede i december af 2007 information til forhandlere, importører og producenter om reglerne for indholdet af bly i smykker, ligesom vi har løbende kontakt med Guldsmedebranchens Leverandørforening,” siger Per Nylykke, der er kontorchef i Miljøstyrelsen. Dialogen med branchen har da også haft en effekt ifølge Miljøstyrelsen. ”Fra vores dialog med brancheforeningen og en række importører af bijouterismykker ved vi, at flere har gjort en stor indsats med en omfattende egenkontrol. Kontrolkampagnen har også vist at en stor del af branchen er seriøse og gør en stor indsats for at overholde reglerne for indholdet af bly. Vi håber, at den næste kontrolkampagne, som Kemikalieinspektionen gennemfører senere på året, viser, at den resterende del af branchen også følger med ,” siger Per Nylykke.
Gode råd Smykker, der ikke overskrider grænsen for indholdet af bly, er ikke sundhedsfarlige – heller ikke når de tages i munden. Men da det ikke er muligt at se, om smykkerne overholder grænserne for indholdet af bly, anbefaler Miljøstyrelsen at følge disse tre råd: 1. Tag ikke bijouteri i munden 2. Undlad at sove med bijouteri 3. Dyrk ikke sport med bijouteri Bijouterismykker købes typisk i smykke- og tilbehørsbutikker, tøjbutikker, supermarkeder og stormagasiner. FAKTA - billeder af smykker og baggrundsnotat Miljøstyrelsen har valgt at offentliggøre billeder af 12 smykker, som udgør en risiko, hvis børn og/eller voksne sutter på dem.
Se billederne af de 12 smykker, der er kaldt tilbage fra butikkerne her.
Se fagligt notat om risikovurdering. FAKTA om kontrolkampagnen
Yderligere oplysninger Shima Dobel, kemiker Miljøstyrelsen, telefon 72 54 43 15 Per Nylykke, kontorchef i Miljøstyrelsen, telefon 72 54 45 97
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds