Efter en sommer i udelivets tegn rykker vi inden døre i takt med, at dagene bliver kortere, og temperaturen falder. Mens der skrues op for den hjemlige hygge, bør der tænkes mere på indeklimaet, som påvirkes af eksempelvis computere, stearinlys og tv. Derfor giver Miljøstyrelsen råd om gode vaner til at forbedre luften i boligen.
Det er slut med lune sommeraftener og grillhygge i haven. Sensommeren er over os, og vi rykker indenfor. I gennemsnit opholder danskerne sig 80 til 90 procent af livet indendørs. Og derfor er det afgørende, at indeklimaet ikke skaber gener eller påvirker helbredet og ar¬bejdsevnen.
Der er flere forskellige kilder til et dårligt indeklima. Det kan eksempelvis være kemikalier, fugt, madlavning og rygning. Det er dog nemt og enkelt at forbedre indeklimaet ved at følge Miljøstyrelsens fem gode vaner.
Miljøstyrelsens 5 vaner til god luft i boligen
1. Luk luften indLav gennemtræk 2 gange 5 minutter hver dag.
Luften indenfor kan være mere forurenet end luften udenfor. Eksempelvis kan fine støvpartikler fra printere være sundhedsskadelige, så det er vigtigt, at luften bliver skiftet ud hyppigt. Der skal gennemtræk til – og helst både morgen og aften. Ud over den daglige udluftning er det en god ide at lufte ekstra ud, når du har haft stearinlys eller røgelse tændt eller har lavet mad. Luft kort og effektivt ud, så varmeregningen ikke belastes. 2. Gør hyppigt rent Fjern støv en gang om ugen, og indret dit hjem rengøringsvenligt. Støv i hjørnerne kan indeholde sundhedsskadelige stoffer. En del kemikalier binder sig nem-lig til støvet, og det kan især være et problem for små børn. De er tæt på støvet, når de krav-ler på gulvet. Derfor er det vigtigt, at du gør hyppigt rent – mindst én gang om ugen i alle rum – og at du indretter dit hjem rengøringsvenligt. Eksempelvis ved at opbevare ting, der er svære at rengøre – eksempelvis legetøj, plaider og tæpper - i kasser med låg, som let kan støves af. Det er også en god ide at samle ledninger i ledningskasser. Og så er det vigtigt at støve computere, tv og andre elektroniske apparater af.
3. Sov ikke med tændt elektronik Tænk over, hvor du placerer elektronisk udstyr, og sluk det efter brug. Det har stor betydning for indeklimaet, om du placerer og bruger elektronikken hensigtsmæssigt, da elektronik i brug afgiver kemiske stoffer. Og støv kan samle sig i apparaterne, hvor kemikalierne kan binde sig til det. Derfor bør apparaterne slukkes på kontakten, når de ikke bruges, og du skal være særlig opmærksom på at få støvet dem af og luftet ordentligt ud.
4. Brug produkterne korrekt Følg altid brugs- og doseringsvejledninger, og undgå at spraye indenfor. Særligt når der er tale om rengøringsmidler og sprayprodukter, er det vigtigt at følge brugs- og doseringsvejledningen. Se på brugsanvisningen, om produkterne indeholder ekstra kemikalier som parfume, som du gerne vil undgå.
5. Brug næsen, når du køber nyt Tag ikke produkter, der lugter af kemi, ind i hjemmet. Lugter et produkt, er det formentlig fordi, det indeholder stoffer, som kan blive afgivet i dit hjem. Det kan være kemikalier, der er tilsat, fordi de er nødvendige for, at produktet kan fun-gere. Men det kan også være vellugtende stoffer som parfume, der kun er tilsat for at få pro-duktet til at dufte godt.
Se mere om de 5 gode vaner her http://www.mst.dk/Kemikalier/Forbrugerguide/Indeklima/vane_1.htm
Yderligere oplysninger: Jette Rud Heltved, Kemikalier, Miljøstyrelsen 72 54 45 09
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds