Miljøministeriet ved Miljøcenter Århus har i dag anmodet Østjyllands Politi om at undersøge, om der efter politiets og anklagemyndighedens opfattelse er grundlag for at indlede en straffesag mod virksomheden Århus Karlshamn. Det er branden i virksomheden sidste onsdag, der får Miljøcenteret til at tage dette skridt.
Kontorchef i MiIjøcenterets virksomhedskontor, Birgitte Langsted, forklarer, at en del tyder på, at virksomheden kan have overtrådt såvel interne som eksterne regler. ”Det tyder på, at flere forskellige forhold hver har ydet et lille bidrag til det, der udviklede sig til en større brand i virksomheden, og det er bl.a. det, vi gerne vil have politiet til at undersøge.”
I december måned sidste år omkom en medarbejder ved Århus Karlshamn som følge af en eksplosion og de nærmere detaljer omkring denne ulykke er fortsat under efterforskning.
”Der er ganske vist tale om to meget forskellige episoder, men det er klart, at en tragisk ulykke som den i december bør føre til en skærpet agtpågivenhed hos virksomheden. Særligt når der er tale om en risiko-virksomhed er det uhyre vigtigt, at der konstant er fokus på sikkerheden og at denne fokus når ud i alle hjørner. Noget kan tyde på, at det desværre ikke har været tilfældet.” siger Birgitte Langsted.
Miljøcenter Århus har et tæt samarbejde med Århus Karlshamn og med de øvrige berørte myndigheder: Arbejdstilsynet, Århus Brandvæsen og Østjyllands Politi. ”Det var særdeles tilfredsstilende at konstatere, at beredskabet fungerede som det skulle i onsdags - om end vi naturligvis helst ser, at beredskabet slet ikke bliver afprøvet i praksis,” siger Birgitte Langsted.
Yderligere oplysninger hos:
Birgitte Langsted, kontorchef Miljøcenter Århus, på tlf: 72 54 82 10
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds