Neglehærdere og kunstige negle kan give allergiske reaktioner. Dette gælder ikke mindst, hvis produkterne anvendes forkert og kommer i kontakt med huden rundt om neglene. Det er derfor vigtigt at følge instruktionerne nøje og/eller få de kunstige negle påsat af erfarne negleteknikere. Sådan lyder anbefalingerne i en rapport fra Miljøstyrelsen om indholdet af kemikalier i neglehærdere og kunstige negle.
Formaldehyd i neglehærder Neglehærdere tilsættes ofte det allergifremkaldende stof formaldehyd, som giver den hærdende effekt på neglen. I henhold til EU's kosmetikdirektiv er det lovligt at tilsætte op til 5 % formaldehyd i neglehærdere, hvorimod anden kosmetik højst må indeholde 0,2 %. Den høje koncentrationsgrænse for neglehærdere skyldes, at formaldehyd ikke formodes at kunne trænge gennem neglen, og derved ikke kommer i kontakt med huden under neglen. Miljøstyrelsen har dog ved flere lejligheder set eksempler på, at forbrugere har fået allergiske reaktioner på vævet under neglen efter brug af neglehærder.
"Vi synes det er bekymrende at nogle forbrugere får allergiske reaktioner af neglehærdere. Miljøstyrelsen har derfor sendt et brev til EU-Kommissionen for at få revurderet sikkerheden af formaldehyd i neglehærdere. Der er faktisk ikke behov for at tilføre så høje doser formaldehyd til neglehærdere. I undersøgelsen fandt vi fx fire produkter med et meget lavt indhold. Så det er muligt at producere neglehærdere med betydeligt lavere indhold af formaldehyd end de tilladte 5 procent.", siger Magnus Løfstedt fra Miljøstyrelsen.
Kunstige negle kan være allergifremkaldende Miljøstyrelsen undersøgte også forskellige typer kunstige negle på det danske marked. Fælles for de fleste af dem er, at de indeholder akrylater, som kan være allergifremkaldende. Risikoen for at udvikle allergi stiger markant, hvis produkterne kommer i kontakt med huden rundt om neglen ved påsætning.
"Visse typer af kunstige negle bør ikke påsættes af forbrugeren selv. I stedet skal man gå til en kvalificeret negletekniker, så risikoen for kontakt med huden mindskes. Det skal dog tilføjes, at der ikke findes en officiel negleteknikeruddannelse i Danmark, og at der derfor kan være stor forskel på den erfaring og kvalitet man finder hos negleteknikerne", siger Magnus Løfstedt.
Kontrol med mærkningen af kunstige negle Mange af produkterne til opbygning af kunstige negle er produceret i USA og importeres til Danmark af en række importører. Da Miljøstyrelsens undersøgelse har vist, at en stor del af produkterne ikke er mærket korrekt, har Kemikalieinspektionen startet en kontrolkampagne på området. Nogle af produkterne er kosmetiske produkter og skal derfor følge kosmetikreglerne. Andre er kemiske produkter og skal mærkes med faresymboler m.v. efter klassificerings- og mærkningsreglerne for kemiske produkter. Kemikalieinspektionen er i gang med at udstede salgsforbud mod en række produkter pga. den mangelfulde mærkning.
Fakta om kunstige negle: Der findes flere forskellige typer af kunstige negle. De produkter, som er medtaget i Miljøstyrelsens projekt omfatter: 1) "Powder & liquid" negle, som opbygges ved hjælp af akrylpulver og akrylvæske som blandes; 2) "Gelnegle", som opbygges ved hjælp af en tyktflydende akrylgel, der hærder i UV lys.
For yderligere information kontakt: Magnus Løfstedt, telefon 72 54 42 92
Relevante link: Miljøstyrelsens rapport: "Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i kunstige negle og neglehærdere" - læs mere
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds