Alt for mange importører og producenter af elektronikprodukter undlader at registrere sig hos det såkaldte WEEE-System, og undgår dermed at betale til de fælles udgifter til håndtering af elektronikaffald fra husholdningerne. Miljøstyrelsen iværksætter nu en målrettet aktion for at få alle importører og danske producenter af elektronikudstyr med i ordningen. Synderne skal løfte deres byrde med tilbagevirkende kraft, og hvis de nægter, vil de blive politianmeldt. ”Det er et problem, at lovlydige virksomheder skal betale for de virksomheder, der ikke har meldt sig ind. Derfor starter vi i september en aktion for at finde virksomhederne. Alle virksomheder, der importerer eller producerer elektronikprodukter bliver før eller siden tvangsindmeldt i systemet og skal betale med tilbagevirkende kraft. Derfor vil jeg opfordre virksomhederne til allerede nu selv at henvende sig til WEEE-Systemet med henblik på registrering”, siger vicedirektør i Miljøstyrelsen Claus Torp. Aktionen har været planlagt til at skulle gennemføres i år, og kommer som en opfølgning på en rapport fra november 2007 sidste år, der viser, at der kan være op imod 1800 virksomheder som burde være tilmeldt. Miljøstyrelsen understreger, at det ikke er et miljøproblem, at så mange virksomheder skulker fra ordningen. ”Alt elektronikaffald fra husholdninger skal afleveres til den kommunale ordning, eller til ordninger organiseret af producenterne, f.eks. i butikker i forbindelse med køb af nyt elektronik. De producenter, der er tilmeldt registret sørger for at indsamle og håndtere elektronikaffaldet. Der er derfor ikke nogen sammenhæng mellem registrering hos WEEE-System og om elektronikaffaldet bliver håndteret korrekt. For selv om eksempelvis en computer stammer fra en ikke-registeret producent/importør, er den omfattet af miljøkrav til håndtering, og bliver håndteret af de producenter, der har tilmeldt sig. ”, siger Claus Torp. Her kan du se rapporten "Identificering af producenter og importører omfattet af producent-ansvar for el-skrot og deres informationsbehov (pdf). Læs mere om WEEE-Systemet og Elskrotbekendtgørelsen på www.mst.dk
Yderligere oplysninger: Vicedirektør Claus Torp, tlf 72 54 44 89
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds