En stor del af fiskeudstyret til lystfiskere på markedet i Danmark indeholder store mængder bly, selv om det har været ulovligt siden 1. december 2002. Bly kan være farligt for dyr og mennesker og udgør et miljøproblem. Derfor har Miljøstyrelsen nu trukket en større mængde ulovlige produkter tilbage fra markedet.
Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har i løbet af foråret og sommeren 2008 udført otte besøg i detailhandelen og undersøgt omkring 60 produkter i butikkerne. I alle de besøgte butikker var der ulovlige produkter. I alt viste 80 procent af de undersøgte produkter sig at indeholde bly.
Forbuddet mod bly i udstyr til lystfiskeri blev indført i 2002, blandt andet fordi:
Bly er et giftigt tungmetal. Desuden giver bly problemer med håndteringen af affald, fordi blyholdige affaldsprodukter ikke kan genbruges, men skal opbevares i specialindrettede depoter.
Bly, der er i fiskeredskaber, går ikke i opløsning i vandet, og hvis større fugle, som f.eks. svaner, spiser blyholdigt fiskeudstyr, der er tabt i vandet, kan de blive ramt af dødelig blyforgiftning.
Op til 100 procent bly
Hovedbestanddelen af de produkter til lystfiskeri, som blev undersøgt, indeholdt mere end fem procent bly. For pirke og lodder var der flere eksempler på indhold af bly på helt op til 20 procent. Værst stod det til med trollingkugler og –lodder, som indeholdt op til 100 procent bly.
"I kontrolkampagnen så vi flere blyholdige produkter fra Kina, som reklamerede med at de var "blyfri". Importørerne af disse produkter var generelt overrasket over, at der alligevel var bly i deres "blyfri" produkter. Men importørerne erkender, at deres kontrakter med leverandørerne ikke har været tilstrækkeligt udspecificerede i forhold til den danske grænseværdi for blyindhold på 0,01% , som er den skrappeste i verden", siger Anne Mette Jørgensen fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.
Tilbagetrækning af de ulovlige produkter
Alle de importører og forhandlere, der har solgt blyholdige produkter i Danmark, har nu trukket de ulovlige produkter tilbage fra markedet.
Selvom der stadig findes produkter til lystfiskeri på markedet, som ikke indeholder bly, og selvom de 40 fundne ulovlige produkter nu er blevet fjernet, tyder Miljøstyrelsens kampagne på, at bly i udstyr til lystfiskeri udgør et omfattende problem. Derfor opfordrer Kemikalieinspektionen danske importører til større omhu, eksempelvis ved regelmæssigt at få undersøgt deres produkter på et analyselaboratorium.
Det er ikke muligt for forbrugere, der køber fiskeudstyr, at se om det indeholder bly. Der er heller ikke noget i undersøgelsen, som indikerer, at de billige produkter indeholder mere bly end de dyrere produkter. Kemikalieinspektionen råder derfor forbrugerne til at spørge forhandlerne, om der er bly i udstyret. Skulle man som forbruger have købt fiskeudstyr efter 2002, der indeholder ulovligt bly, er forhandleren forpligtiget til at tage produktet tilbage.
Blyholdigt fiskeudstyr skal altid afleveres som farligt affald efter kommunens anvisninger.
Som følge af kampagnens resultater overvejer Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion at gennemføre en opfølgende indsats på området.
Læs mere om reglerne for bly her:
Faktaark om kemikaliereglerne vedrørende bly
Fakta: Det undersøgte Kemikalieinspektionen:
synk
lodder
forfang
fiskelignende pirke og blink
trolling udstyr
For yderligere oplysninger: Anne-Mette Jørgensen, Pesticider & Genteknologi, tlf 72 54 44 93
Dorte Bjerregaard Lerche, Kemikalier, tlf: 72 54 45 27
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds