Pant- og retursystemet er i dag blevet udvidet med mere end 200 mio. emballager årligt.
Efter en overgangsperiode på 3 måneder er der fra den 1. december 2008 pant på alle emballager til kildevand, iste og drikkeklar limonade mv.
Det betyder, at blandt andet at alle butikker, der sælger disse produkter, skal opkræve pant ved salg af emballagerne og udbetale pant, når kunden afleverer de tomme emballager.
I Danmark sælges mere end 200 mio. emballager årligt med kildevand, iste mv. Det betyder, at pant- og retursystemet udvides med det, der svarer til en stigning på ca. 15 % i forhold til det hidtidige årlige salg af emballager med pant.
- At der indføres pant på kildevand, limonade og iste m.v. i engangsemballager er både en naturlig udvikling af det danske pant- og retursystem og en rigtig god ide, når det handler om at passe på naturen og dens ressourcer, siger fuldmægtig Fine Holten fra Miljøstyrelsen.
Hvert år drikkes mere end 200 mio. flasker kildevand og iste i Danmark. Hidtil er store dele af de tomme emballager smidt ud sammen med andet affald, der forbrændes, eller er blevet smidt i naturen og på gader og veje. Pant på emballager betyder, at de i stedet indsamles og at materialet genanvendes til nye produkter – til gavn for miljøet.
Udvidelsen af pant- og retursystemet er forberedt grundigt.
Miljøstyrelsen har haft et godt samarbejde med de involverede aktører i forbindelse med ændringen af reglerne.
Dansk Retursystem A/S, som står for pant- og retursystemet, har været i tæt kontakt med bl.a. producenter, importører samt forhandlere af kildevand, iste mv. for at forberede dem på de nye regler. Der er blevet informeret på Dansk Retursystem A/S’ hjemmeside, udsendt informationsmateriale, afholdt møder mv.
Desuden har Dansk Retursystem A/S har med bl.a. tv-spots på flere kanaler også forberedt forbrugerne på de nye pantregler. Det er Miljøstyrelsens indtryk, at forberedelserne til det udvidede pant- og retursystem er forløbet uden de store problemer.
Fakta om nye drikkevarer i pant- og retursystemet: Kildevand, mineralvand, vand med og uden tilsat smag eller aroma og med og uden tilsat sukker, iste, limonade og lignende drikkevarer, som er umiddelbart drikkeklare, og som er uden kulsyre. Der er tilmeldt ca. 300 forskellige nye emballager med disse drikkevarer til pant- og retursystemet.
Pantsatser: 1,00 kr. for emballager under 1,0 liter (dog ikke plastflasker på 0,5 liter )
1,50 kr. for plastflasker på 0,5 liter
3,00 kr. for emballager på 1,0 liter eller mere
Læs mere om regler her: www.mst.dk/Affald/Affaldsfraktioner/Emballageaffald/01090100.htm
Yderligere oplysninger: fuldmægtig Fine Holten, tlf. 7254 4181
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds