Danskerne ved for lidt om, hvordan kemikalier i eksempelvis elektronik, møbler, tæpper og legetøj påvirker indeklimaet. Det viser en ny undersøgelse fra Miljøministeriet. Undersøgelsen viser også, at øget viden om egne handlemuligheder og sundhedseffekterne af kemikalier i indeklimaet er efterspurgt af danskerne, og at godt hver 3. dansker vil lukke mere frisk luft ind i hjemmet, hvis de ved, at det er godt for familiens helbred.
Miljøministeriet lancerer derfor i uge 44 kampagnen ”Luk luften ind – godt klima i hjemmet”. Fokus er på, hvordan kemikalier i møbler, tæpper, elektronik, legetøj og andre dagligdagsprodukter påvirker vores indeklima. Et stort kemikalietryk i indeklimaet kan blandt andet give hovedpine, koncentrationsbesvær, træthed og irritation af slimhinder i øjne, næse og luftveje.
Kampagnen opfordrer danskerne til at tillægge sig nogle simple vaner, som sikrer, at der ikke bliver for store koncentrationer af kemikalier i indeluften. En vane er eksempelvis at lufte ud to gange dagligt – en anden ikke at sove med tændt elektronik.
”Indeklimaet handler om andet og mere end rygning og skimmelsvamp. Indeklimaet påvirkes af de mange produkter vi bringer ind i hjemmet. Computere, mobiltelefoner, opladere, møbler og legetøj – alle produkter afgiver kemikalier til luften og støvet. Det er ikke sundhedsfarlige produkter, men helt almindelige hverdagsprodukter, som afgiver kemiske stoffer til luften og støvet i hjemmet. Heldigvis er det ret let at gøre indeklimaet bedre. Midlerne er udluftning, rengøring, omtanke og sund fornuft”, siger kontorchef Lea Frimann Hansen, Miljøstyrelsen Kemikalier.
Budskabet fra Miljøministeriet er, at selv om de enkelte kemikalier normalt forekommer i så små mængder i luften, at de ikke er sundhedsskadelige, kan de give problemer, fordi de tilsammen giver et dårligt indeklima. Hvor mange kemikalier et produkt afgiver – og dermed risikoen ved at bringe det ind i hjemmet afhænger af mange ting, blandt andet måden man bruger produktet på, hvor man placerer det, hvor tit man bruger det m.v.
Kampagnen er en del af aftalen om en styrket kemikalieindsats, der er indgået blandt alle folketingets partier. Den er målrettet børnefamilierne, fordi blandt andet små børn, fostre og gravide er særligt følsomme over for et dårligt indeklima. Andre sårbare grupper er ældre samt personer med astma og luftvejsallergi.
Miljøministeriet samarbejder i kampagnen med Fona, Tæppeland, Punkt 1 og IKEA. Butikkerne uddeler blandt andet kampagnemateriale til deres kunder.
Undersøgelsen om danskernes viden om indeklima er foretaget af Zapera for Miljøministeriet og kan downloades på www.lukluftenind.dk Læs mere om kampagnen og de fem gode vaner på: www.lukluftenind.dk
Miljøministeriets fem gode vaner, der forbedrer dit indeklima:
1. Luk luften ind – sørg for gennemtræk 2x5 min. hver dag. 2. Gør hyppigt rent – fjern støv en gang om ugen, og indret dit hjem rengørings venligt. 3. Sov ikke med tændt elektronik – tænk over, hvor du placerer elektronisk udstyr, og sluk det efter brug. 4. Brug produkterne korrekt – følg altid brugs- og doseringsvejledninger, og undgå at spraye indenfor. 5. Brug næsen når du køber nyt – tag ikke produkter, der lugter af kemi, ind i hjemmet.
Yderligere oplysninger: Kontorchef Lea Frimann Hansen, Miljøstyrelsen, Kemikalier, tlf. 72 54 45 46 Kampagneansvarlig Lone Kielberg, Miljøstyrelsen Kemikalier tlf. 72 54 41 85
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds