Danmark giver ikke køb på kvaliteten af badevand, som det ellers kan fremgå af historierne i medierne den 7. april. EU Kommissionen er bekymret over, at medlemslandene og herunder Danmark måske nedlægger badevandsstationer, der har ringe vandkvalitet i stedet for at forbedre vandkvaliteten. Det er imidlertid ikke tilfældet.
Sker det, at en måling viser, at badevandskvaliteten er dårlig, må stationen ikke bare nedlægges. Derimod skal den pågældende kommune finde årsagen til forringelsen og sætte afhjælpende foranstaltninger i værk. Kun hvis det i særlige tilfælde ikke er muligt at forbedre kvaliteten, nedlægges badeforbud.
"Vi har endnu ikke modtaget åbningsskrivelsen fra Kommissionen, og indtil vi gør det, har jeg svært ved at forholde mig til de konkrete kritikpunkter. Jeg kan dog fortælle, at når vi nedlægger badestationer i Danmark, skyldes det meget sjældent, at badevandet er af dårlig kvalitet. Derimod nedlægges de, hvis der fx er for lavvande til at badestedet bliver brugt, eller hvis der er en større renovering i gang som fx i Amager Standpark", siger kontorchef Jørgen Magner, Miljøstyrelsen Vand.
Ifølge Kommissionen skulle Danmark siden 1991 have nedlagt 225 badesteder. Det tal kan man ikke genkende i Miljøstyrelsen.
"Vores opgørelser viser, at vi har nedlagt 94 stationer, og det har vi meddelt Kommissionen. Hvor de har deres tal fra, ved jeg ikke, men det forventer jeg at få en ide om, når vi får åbningsskrivelsen. I Miljøstyrelsen er vi i øjeblikket ved at gennemgå de stationer, der er blevet nedlagt i perioden 1991-2005. Desuden vil vi se på hvilke nye stationer, der er kommet. Så eventuelle misforståelser kan udryddes", siger Jørgen Magner.
Generelt set er badevandet i Danmark forbedret markant de sidste mange år. Ud af Danmarks i alt 1249 badesteder udstedte Miljøstyrelsen kun 14 badeforbud. Et fald fra 16 i forhold til året før. Også de tvivlsomme badesteder faldt markant fra 23 i 2004 til kun 10 i 2005. Tallene for er ikke 2006 klar endnu, men umiddelbart ser Miljøstyrelsen ingen indikationer på, at det skulle have ændret sig i år.
Det nye badevandskort forventes klar i begyndelsen af maj måned.
Tilmeld dig her
Der ligger for tiden få pressemeddelelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Til gengæld lægger vi ofte nyheder på hjemmesiden.Se alle Miljøstyrelsens nyheder
Sådan abonnerer du på Miljøstyrelsens nyhedsfeeds