Miljøministeriets projekt Mobil Digital Forvaltning er netop blevet nomineret til årets Digitaliseringspris 2012.
Miljøministeriet har indstillet to digitaliseringsprojekter til årets digitaliseringspris. Begge projekter ’Høringsportalen’ og ’Mobil digital forvaltning’ har skabt mærkbart gode resultater – både for ministeriet og for vores omverden. Projektet Mobil Digital Forvaltning er nu blevet nomineret til årets digitaliseringspris.
En effektivisering på 25 %Med projekt Mobil Digital Forvaltning er der opnået betydelige effektiviseringer samtidig med at kvaliteten er øget. I 2011 har det bl.a. givet en ressourcebesparelse på i størrelsesordenen 25 %.
- Vi har med Mobil Digital Forvaltning søsat en it-løsning til det 21. århundrede. Med tablets kan vores medarbejdere foretage analyser, målinger og anden miljøforvaltning ”on the fly” stående lige netop i den natur, som det hele handler om. Det gør arbejdet både sjovere, bedre og nemmere. Til gavn for både pengepungen, miljøet og naturen, fortæller områdechef Peter Pouplier fra Kort & Matrikelstyrelsen.
Den 20-21 marts afgøres det på årets Digitaliseringskonference i Musikhuset i Aarhus om Mobil Digital Forvaltning løber med årets digitaliseringspris.
Koncernfælles projekt Mobil Digital Forvaltning er udviklet i et tæt samarbejde mellem Naturstyrelsen, Miljøstyrelsen, Kort & Matrikelstyrelsen og departementet i Miljøministeriet.
- Vi har med disse to projekter opnået bedre resultater end ellers ved netop at arbejde på tværs af organisationen, og så får vi også afsøgt potentialet for udbredelsen af løsningen bredt i ministeriet, fortæller Peter Pouplier. Den mobile løsning anvendes bl.a. til naturregistrering, i skovdriften og til kemikaliekontrollen.
Om Digitaliseringsprisen 2012 Digitaliseringsprisen 2012 er et initiativ fra Videnskabsministeriet, Finansministeriet, Danske Regioner, KL, CEDI, KMD, Rambøll Management Consulting og HP.
Baggrunden for Digitaliseringsprisen er: ”Digitaliseringsprisen skal øge opmærksomheden om succesfulde og værdiskabende digitaliseringsinitiativer i den offentlige sektor. Ved at præmiere konkrete projekter belønner prisen foregangseksempler, der gavner samfund og borgere, og som inspirerer andre til nye visioner og initiativer”
Digitaliseringsprisen er tidligere blevet uddelt i år 2004, 2006, 2007, 2009-2011.
Læs mere om Digitaliseringsprisen 2012 (2012.digitaliser.dk)