Anne Sofie bakser med bevillinger
"Jeg er kandidat i statskundskab, 27 år og elsker friluftsaktiviteter f.eks. skiløb og havsvømning. Jeg er nyuddannet og nyansat her i Miljøstyrelsen, hvor en af mine vigtigste opgaver er finanslovskoordinering. Jeg kan lide udfordringen i at koordinere med fagkontorerne og departementet i finanslovsarbejdet, og det er en fornøjelse at være med til at sikre de nødvendige ressourcer til arbejdet for at beskytte miljøet." Anne Sofie Stjernholm arbejder i enheden Organisation og Jura.
Bo fremmer virksomheders vækst og miljø
"Jeg er 33 år, uddannet miljøplanlægger og har to piger. Jeg løber en del og cykler på arbejde hver dag. Jeg har to koordinerende opgaver på tværs af Miljøministeriet - dels at understøtte danske virksomheders vækst i sammenhængen mellem miljø og økonomi og dels sikre afbureaukratisering for virksomheder og myndigheder. Jeg nyder at kunne tage min frokost på kajkanten, når solen skinner." Bo Gottlieb arbejder i enheden Erhverv.
-”af jord er du kommet, af…”
"Jeg er jurist, 25 år og nyder den fritid og det liv, som jeg har. Til daglig arbejder jeg med jord, og sidder i enheden Jord & Affald. Herunder jord i bred forstand - fra olietanke til opsporing af forurenet jord og i den forbindelse beskyttelse af vores drikkevand. Arbejdet i Miljøstyrelsen er dynamisk, lærerigt, spændende, og man bliver bakket op af både sin leder og sine kolleger." Belal Yassin arbejder i enheden Jord & Affald.
Naja sikrer grønne indkøb
"Jeg er civilingeniør, 37, spiller badminton og går ture i Hareskoven med mine piger. Miljøbevidste indkøbsaftaler for staten og energieffektivisering fylder meget i arbejdstiden. Jeg synes, at tonen i Miljøstyrelsen er åben, fri og præget af et fagligt og dynamisk arbejdsmiljø. Trods travlhed er der heldigvis plads til humor og søde drillerier." Naja Panduro arbejder i enheden Miljøteknologi.
Magnus sætter grænser for kemien
”Jeg er biolog, 32 og læser pt. flere børnebøger end skønlitterære værker derhjemme. Jeg er med at fastsætte grænseværdier for kemikalier i vand - til gavn for miljøet og for os mennesker, der godt kan lide at spise fisk og skaldyr. Det er dejligt med de mange forskellige mennesketyper – for eksempel fagnørder og jurister, der brænder for deres arbejde”. Magnus Løftstedt arbejder i enheden Kemikalier.
Download folder