Nanomaterialer kan anvendes i kosmetiske produkter, som eksempelvis solcremer. Selv om vi ikke umiddelbart har grund til at være særligt bekymrede for stoffer, der er på nanoform, hersker der en vis bekymring for, om nanoformens særlige egenskaber kan udgøre en risiko. Derfor er der i EU vedtaget nye regler, der skal gøre det muligt for Kommissionen at følge udviklingen nøje og oplyse forbrugerne om, hvilke produkter, der indeholder nanomaterialer.
Nanomaterialer er i EU’s nye regler for kosmetik defineret ved at være materialer der er 100 nanometer (1 milliontedel af en milllimeter) på den korteste led og som ikke er bionedbrydelige og opløselige. Der findes mere tekniske og detaljerede definitioner, som også involverer blandt andet overfladeareal. I kosmetik kan man finde både uopløselige materialer, som også kaldes nanopartikler, og opløselige materialer, der fx kan være liposomer.
Når man taler om nanomaterialer i kosmetik, er det typisk UV-filtrene titaniumdioxid eller zinkoxid der diskuteres. Begge typer kan findes på nanoform, men kun titaniumdioxid er tilladt at anvende i dag. Når man er interesseret i at anvende disse filtre på nanoform, skyldes det kosmetiske hensyn; normalt vil en solcreme med titaniumdioxid eller zinkoxid lægge sig som en hvid hinde på huden, hvilket vil afholde nogle forbrugere fra at anvende solcreme med disse filtre. Hvis filtrene er på nanoform, vil solcremerne ikke kunne ses efter påsmøring. Også i visse typer tandpasta vil man kunne finde stoffer på nanoform, da hydreret silica på nanoform anvendes som slibemiddel.
RisikoBruger vi de eksisterende metoder for vurdering af kemikalier, har vi har ikke belæg for at sige, at stoffer på nanoform er mere skadelige end de samme stoffer på ikke-nanoform. Stoffer på nanoform er lige så forskellige som stoffer, der ikke er i nanoskala. Når man har fokus på området og ønsker en forsigtig tilgang til at bruge nanomaterialer skyldes det, at vi stadig ikke ved nok om, hvordan stofferne på nanoform opfører sig i naturen og i menneskekroppen. EU's videnskabelige komite for Forbrugersikkerhed (VKF) har i 2007 udsendt en rapport, der omhandler aspekter ved at sikkerhedsvurdere kosmetiske ingredienser på nanoform. VKF fastslår i denne rapport, at forskellige forhold omkring nanopartikler gør, at man har brug for mere viden for at kunne vurdere sikkerheden ved de enkelte ingredienser. Eksempelvis vurderes, at absorptionen af nanopartikler gennem hud kan påvirkes af mekaniske faktorer, som fx bevægelse.
VKF er i øjeblikket ved at vurdere sikkerheden ved brug af nano-titaniumdioxid i solcremer. Fremover kan man forestille sig flere eksempler på kosmetiske ingredienser, der anvendes på nanoform og som VKF vil skulle vurdere sikkerheden af.
Nye regler inden for kosmetikKosmetikforordningen, der gælder fra 2013 indeholder to særlige bestemmelser om ingredienser på nanoform, som dels gør det muligt for forbrugerne at se, om der er stoffer på nanoform i et produkt, og dels gør det muligt for EU Kommissionen at få overblik over og følge udviklingen i brug af stoffer på nanoform i kosmetik.
1. Mærkning på indholdsdeklarationI dag er det ikke muligt at se på et produkt, om det indeholder stoffer på nanoform. Fra 2013 vil det dog fremgå af indholdsdeklarationen, om et givet stof i et kosmetisk produkt er på nanoform. Det kommer til at ske ved at ordet ”nano” skal fremgå i parentes efter stofnavnet. Således vil eksempelvis en solcreme med titaniumdioxid på nanoform skulle deklareres: Titaniumdioxid [nano].
Denne deklaration er ikke et udtryk for, at stoffer på nanoform udgør en særlig risiko. Men da området stadig er relativt nyt, og der mangler viden, har man ønsket at give forbrugere, der gerne vil undgå stoffer på nanoform, et valg.
2. AnmeldelseVirksomheder, der markedsfører kosmetiske produkter med nanomaterialer i EU skal ifølge den ny kosmetikforordning indsende en særlig anmeldelse til EU Kommissionen, hvis de anvender stoffer på nanoform i deres produkter. Anmeldelsen skal indeholde en række oplysninger om det stof, der er på nanoform, herunder blandt andet sikkerhedsdata og toksikologisk profil.
Kommissionen kan, hvis de finder grund til bekymring i forhold til risiko, bede VKF lave en vurdering af sikkerheden ved at bruge dette stof på nanoform i de konkrete produkter. VKF skal herefter senest 6 måneder senere have udført en sådan risikovurdering.
På baggrund af virksomhedernes anmeldelser skal Kommissionen den 11. januar 2014 offentliggøre et katalog over alle nanomaterialer, der anvendes i kosmetiske produkter. Kataloget opdateres løbende og bliver offentligt tilgængeligt. Derudover skal Kommissionen fra juli 2014 aflægge en årlig statusrapport til Europa Parlamentet om udviklingen af brug af nanomaterialer i kosmetik, herunder også fremskridt inden for metoder til sikkerhedsvurdering.