Tandblegning foretages med det stærke blegemiddel hydrogenperoxid. I EU er det kun tandlæger, der må foretage tandblegning og sælge tandblegeprodukter og kun til personer over 18 år. Dette skyldes, at tandblegning kan have alvorlige bivirkninger, og det er vigtigt, at en tandlæge undersøger dine tænder og emalje før en evt. behandling startes.
De risici, vi kender til ved tandblegning, er blandt andet øget tandfølsomhed, irritation af tandkød og mundslimhinde samt ætsning af emaljen. Det er blandt andet på grund af disse risici, at man i EU har vedtaget, at det kun er tandlæger, der må blege tænder. Samtidig er det vigtigt, at tandlægen før en evt. tandblegning undersøger dine tænder, både for at vurdere, om det er forsvarligt og hensigtsmæssigt at blege tænderne, men også for at vurdere årsagerne til, at tænderne er blevet misfarvede.
Lovgivningen omkring tandblegemidler i EU gælder fra november 2012. Du bør være opmærksom på, at du også efter denne dato formentlig kan finde tandblegeprodukter på nettet eller på hudplejeklinikker, selv om dette er ulovligt.
Tips om tandblegeprodukter
Læs mere på siden om Tandpleje og tandblege produkter.