Du får det bedste resultat af din indsats, hvis du starter i god tid. Ukrudt kan f.eks gro, selv om der kun er en sprække på 1 mm, og derfor skal ukrudt mellem fliser og andre belægninger holdes nede fra det tidlige forår.
Start tidligt I det tidlige forår har ukrudtet endnu ikke fået ordentligt fat, så her er det vigtigt at fjerne de første planter med lugejern eller håndkraft, inden de når at slå dybe rødder og kaste frø.
Hvis en plante smittes med en plantesygdom, kan du fjerne de besmittede blade med en havesaks, inden smitten breder sig til resten af planten.
Overdæk arealerDet meste ukrudt har ligesom andre planter brug for lys for at kunne vokse. Derfor kan du forebygge ukrudt i dine bede ved at dække den bare jord til med bunddækkeplanter, flis eller kompost.
Du kan undgå ukrudt på terrasse og fliser, hvis du bruger fiberdug som underlag.
Sørg for gunstige betingelser Nogle planter tiltrækker nyttedyr, der kan være med til at bekæmpe skadedyrene i haven. Sørg derfor for at blande planterne, f.eks. ved at plante krydderurter, der tiltrækker nytteinsekter til bekæmpelse af bladlus. Det er også fordelagtigt at flytte grøntsagerne i køkkenhaven fra år til år, så du undgår, at bestemte sygdomme og skadedyr får for gode vækstbetingelser.
Sunde planter angribes mindre end stressede planter, der f.eks. mangler vand eller får for meget gødning. Sørg derfor for at gøde og vande dine planter med omhu. Når man vælger blomster, kan man vælge store stauder, så man slipper for at skulle ud og hakke i bedene hele tiden. Hvis man f.eks. planter træer, skal man tænke over de rette lys- og skyggeforhold, for så undgår man stressede træer, der let angribes af sygdomme.
Hav omtanke ved nyanlæg Ved nyanlæg af fliser og grus er det en god idé at vælge grus og fliser, som er nemme at holde fri for ukrudt. Jo større fliser du vælger, jo færre fuger skal renses.
Når du køber en ny plante til haven, kan du ofte vælge mellem flere sorter. Vælg de mest sunde og modstandsdygtige sorter, hvis du ellers er tilfreds med udseende, udbytte og smag. Det er især vigtigt for kartofler, frugttræer og bærbuske.
Det er også en god idé at kende de mest almindelige sygdomme, som kan angribe dine planter, så du ved, hvad du kan gøre, når planten er angrebet, og hvordan du kan forebygge nye sygdomsudbrud. Hvis du f.eks. fjerner rådne æbler fra træerne om efteråret, undgår du at endnu flere rådner sæsonen efter.
> Tilbage til oversigten