Muldvarpe og mosegriseMuldvarp eller mosegris i haven?Muldvarpe og mosegrise lever begge under jorden, og hvis man har muldskud i haven, kan det være svært at vurdere, om der er tale om muldvarp eller mosegris. Muldvarpe æder regnorme og insekter, og de gnaver ikke i plantedele. Det gør derimod mosegrise – de lever af plantedele og gnaver både i grønne planter og i rødder. Så hvis man finder planter, der er gnavet i, er det sandsynligvis en mosegris – muldvarpe kan godt finde på at presse planterne op af jorden eller vælte dem, men de gnaver ikke i planter. Begge dyr graver gange under jorden, og en muldvarp kan godt finde på at bruge mosegrisenes gange efter de er forladt og omvendt. Mosegrisen kigger op fra sit skjul om sommeren, hvor den finder grønne plantedele. Så hvis der er huller i jorden mellem muldskuddene, er det nok en mosegris, der er på færde. Muldvarpen kan også godt kigge op om natten, men den kravler som regel ned gennem et muldskud og lukker det efter sig.
Mus Hvis man har mus inden døre, er det oftest husmus eller halsbåndmus. Husmusen er ensfarvet mørkegrå med en lysere underside, mens halsbåndmusen er mørkebrun på oversiden, kridhvid på undersiden og har et brunt bånd lige foran forbenene.
Husmusen findes i sommerhalvåret i haver, parker og på marker, men altid forholdsvis tæt på bebyggede områder. Fra midten af august begynder den at trække ind i husene. Husmusen yngler også indenfor – og i løbet af et år kan det blive til 5-6 kuld med hver 4-8 unger. Halsbåndmusen opholder sig mest i skovene, men kan også dukke op i parker og haver med spredte træer og buske. De fleste halsbåndmus bliver udenfor og overvintrer, men dem, der trækker ind, gør det i slutningen af november. Halsbåndmusen yngler ikke indenfor, men venter til det bliver forår, hvor den igen søger ud i det fri.
SkadeBegge musearter er gode til at klatre og en ung husmus kan trænge igennem en sprække på kun 7 mm. Begge mus er altædende, men foretrækker frø og kornprodukter. De bygger rede i isolering i hulmure, på lofter eller under gulvet og foretrækker at have let adgang til køkkenet. I et tomt sommerhus kan musene finde føde i stearinlys, sæbe, kit og lignende. Men skaden udgøres ikke kun af det, musene æder, men nok så meget af det, de gnaver i for at samle materiale til at bygge rede– for eksempel sengetøj, gardiner, møbler træværk med mere. Gnav på elektriske installationer kan desuden give kortslutning og brand, og forurening af fødevarer med ekskrementer kan medføre smittefare.
Vær opmærksom på, at hvis du bor til leje, er det i mange tilfælde udlejers pligt at sørge for bekæmpelse af skadedyr. Se mere på Skadedyrlaboratoriets hjemmeside (www.dpil.dk) under menuerne "Spørg om skadedyr" og "Skadedyr i ejendomme".
Godkendte midler mod mus I oversigten over godkendte bekæmpelsesmidler kan du finde alle godkendte gnavermidler i Danmark. Søg på produkttype "Midler mod rotter, mus, mosegrise (gnavermidler) og muldvarpe". Vælg eventuelt menupunktet "kort beskrivelse" for at få overblik over midlerne. Oversigten viser også, hvad de enkelte midler er godkendt til. Læs altid grundigt på etiketten før brug og brug midlerne med omtanke.
Links til andre hjemmesider Skadedyrlaboratoriet: www.dpil.dk Her kan du læse mere om mus, mosegrise og muldvarpe – deres levevis, hvilken skade de kan gøre, og hvordan man kan bekæmpe dem. Se også tegninger af fælder, og hvordan man placerer dem. Naturstyrelsens hjemmeside om rotter: http://www.naturstyrelsen.dk/Vandet/Rottebekaempelse/