I juni 1998 underskrev 34 lande en konvention om borgernes miljørettigheder, i daglig tale Århuskonventionen. Konventionen trådte i kraft i oktober 2001. Tre områder er i fokus: Adgangen til oplysninger, til at deltage i beslutninger og til at klage. De enkelte lande har omsat konventionen til national lov. Den danske "Århuslov" blev vedtaget i maj 2000.
Ret til viden- konventionens artikel 2, stk 3 samt artikel 4-5Det første centrale område, som konventionen dækker, er kravet om, at myndighederne samler og spreder miljøoplysninger.
Princippet er, at kun gennem adgang til viden, giver man mennesker en reel mulighed for at deltage i vores demokrati. Kun hvis man ved, hvorfor beslutninger er truffet - eller ikke truffet - kan man deltage i en dialog.
Konventionen har en meget bred definition af miljøoplysninger. Definitionen omfatter stort set alle de oplysninger, der kan relateres til miljøet, herunder menneskers livsvilkår.
Konventionen forpligter landene til at sikre, at enhver har adgang til disse oplysninger uanset statsborgerskab, nationalitet og bopæl. Endvidere skal sager om miljøoplysninger som hovedregel ekspederes indenfor en måned.
Udgangspunktet i konventionen er, at myndighederne skal udlevere alle miljøoplysninger. Der kan dog i særlige tilfælde gøre sig offentlige eller private hensyn gældende, som indebærer, at visse oplysninger ikke kan udleveres. Det kan for eksempel være myndighedernes foreløbige vurderinger af en sag eller fortrolige oplysninger om virksomheders forretnings- eller fabrikationshemmeligheder.
Konventionen indeholder også, hvad man kan kalde en "aktiv oplysningspligt". Det er altså ikke nok at informere, når nogle beder om informationer. Myndighederne skal selv tage initiativ til at få data og viden om miljøet spredt.
For eksempel skal myndighederne ligge inde med ajourførte oplysninger om miljøet, ligesom myndighederne skal sikre adgang til oplysninger på elektroniske databaser og på Internettet. Myndighederne skal også tilskynde private til at informere om, hvilken betydninger deres aktiviteter har på miljøet.
Ret til atdeltage-konventionens artikel 6-8Det andet centrale område, som konventionen dækker, er kravet om, at borgerne skal have ret til at deltage i beslutninger på miljøområdet.
Det er ikke nok at vide, hvad der foregår. Offentligheden skal også have indflydelse på, hvad der besluttes. Derfor stiller konventionen krav om, at offentligheden inddrages ved konkrete beslutninger af betydning for miljøet, ligesom borgerne skal inddrages, når der laves planer og politikker på miljøområdet.
Konventionen sikrer således, at offentligheden kan deltage i beslutningsprocessen, når der skal anlægges nye virksomheder eller nye aktiviteter, som kan være forurenende. De omfattede virksomheder er nærmere beskrevet i et bilag til konventionen (se bilag). Det er for eksempel olieraffinaderier, jern- og metalværker, cementfabrikker, forskellige former for kemisk industri, affaldshåndteringsanlæg, spildevandsrensningsanlæg og store fjerkræ- eller svinefarme. Offentligheden skal også inddrages i beslutningsprocessen ved andre aktiviteter, hvis aktiviteten kan påvirke miljøet væsentligt.
Landene forpligter sig til at inddrage offentligheden på et tidligt tidspunkt i beslutningsprocessen, når der skal tages stilling til de nye aktiviteter. Det skal blandt andet være synligt, hvad ansøgningen går ud på, hvilken myndighed der træffer afgørelse, og hvordan offentligheden kan deltage og komme med bemærkninger - for eksempel gennem offentlige høringer.
Konventionen indeholder også en generel forpligtelse til, at myndighederne skal inddrage offentligheden, når der udarbejdes planer, programmer og politikker på miljøområdet, samt når myndighederne udarbejder generelle regler som love og bekendtgørelser.
Ret til atklage - konventionensartikel 9Det tredje centrale område, som konventionen dækker, er borgernes adgang til at klage og/eller få afgørelser prøvet ved domstolene.
Det er ikke er nok at få regler om adgang til viden og indflydelse, hvis man er afskåret fra at gøre noget, hvis man ikke mener, at myndighederne lever op til de nye krav. Derfor slår konventionen på en række områder fast, at såvel den enkelte borger som organisationer og virksomheder har ret til at klage.
Konventionen sikrer ret til at klage i tre situationer:
Alle sager om aktindsigt på miljøområdet skal kunne prøves ved enten en domstol eller ved et tilsvarende uafhængigt og upartisk organ, der er etableret ved lov. Det kan for eksempel være et klagenævn. Man kan ikke nøjes med adgang til domstolsprøvelse. Der skal sideløbende være adgang til en hurtigere og smidigere prøvelsesadgang - for eksempel ved, at en overordnet myndighed eller et særligt klageorgan behandler klagen.
Spørgsmål, der opstår i forbindelse med regler om ret til at deltage i beslutninger ved anlæg af nye virksomheder eller aktiviteter, der kan være forurenende, skal kunne prøves ved enten en domstol eller ved et tilsvarende uafhængigt og upartisk organ, der er etableret ved lov. Denne ret skal komme alle borgere til gode, der berøres af beslutningen, og landene skal anerkende, at miljøorganisationerne som hovedregel har adgang til at anlægge sag eller klage.
Konventionen indeholder en mere bred bestemmelse, der forpligter landene til at sikre borgerne en generel adgang til at lægge sag an eller klage over spørgsmål indenfor lovgivningen om miljø, natur og planlægning. Konventionen overlader det til de enkelte lande at afgøre, hvem der skal have denne ret. Det følger derfor ikke automatisk af konventionen, at alle og enhver skal have mulighed for at lægge sag an eller klage.
I de nævnte situationer kræver konventionen, at det organ, der efterprøver afgørelsen, skal kunne ændre afgørelsen. Det kræves også, at dommen/afgørelsen skal begrundes skriftligt.
Andre regler - konventionens artikel 10-22Udover de tre centrale områder - ret til viden, ret til at deltage i beslutninger og ret til at klage - indeholder konventionen naturligvis også en lang række mere standardprægede regler om for eksempel partsmøder, sekretariatet for konventionen samt om ikrafttræden m.v.
"Borgernes miljørettigheder" - rapport fra konference om Århuskonventionen den 8/9 1999