Århuskonventionens officielle navn er "Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsafgørelser på miljøområdet".
Da de europæiske miljøministre mødtes i Sofia i 1995 til den tredje pan-europæiske miljøministerkonference, vedtog de nogle retningslinjer for borgernes miljørettigheder.
De pan-europæiske miljøministerkonferencer finder sted under overskriften "Environment for Europe", og de bliver formelt afholdt i regi af FNs økonomiske organisation for Europa (ECE) med medlemslande fra Europa og Nordamerika.
Som opfølgning på Sofia-konferencen blev der under ECE nedsat en arbejdsgruppe, der kunne forberede en konvention om borgernes miljørettigheder - det vil sige en retligt bindende aftale mellem landene.
Det overordnede formål med konventionen er at sikre borgernes rettigheder på miljøområdet. Som noget nyt ved internationale forhandlinger har miljøorganisationerne deltaget aktivt under hele arbejdet med konventionen.
Konventionen dækker lande fra Atlanterhavet i vest til Centralasien i øst. Lande, der har forskellig kultur og forskellige demokratiske traditioner, men som nu er blevet enige om at styrke borgernes rolle i beskyttelsen af natur og miljø.
Tre centrale områder for ethvert demokrati er dækket af konventionen:
Konventionen blev underskrevet af landenes repræsentanter ved den fjerde miljøministerkonference i Århus den 23. - 25. juni 1998, hvor mere end 50 miljøministre fra hele Europa deltog - deraf navnet Århuskonventionen. Herefter skulle konventionen formelt tiltrædes - ratificeres - i de enkelte lande. Konventionen trådte i kraft, da 16 lande havde ratificeret. Det skete i oktober 2001.
Og nu er reglerne bindende for de lande, der har ratificeret. Underskrivelsen af konventionen i Århus markerede, at landene er indstillede på at ratificere konventionen, når de har gennemført den i deres lovgivning eller på anden måde er i stand til fuldt ud at efterleve konventionens regler.