Det anslås, at ca. hver tiende dansker oplever gener, når de indånder dufte og kemikalier. Det kan der være flere årsager til. For de fleste mennesker vil der være tale om milde symptomer. Men hos en mindre gruppe i befolkningen opleves udsættelsen for dufte og kemikalier som en stor belastning i dagligdagen. Symptomerne optræder ofte samtidigt med sygdomme som astma, høfeber og eksemsygdom. De mennesker, som får symptomer reagerer særligt følsomt overfor selv ganske små mængder af kemikalier i luften. Det kan f.eks. være dufte fra helt almindelige dagligdags ting som rengøringsmidler, parfume, vaskepulver, maling og tobaksrøg. Ting, som de fleste af os slet ikke lægger mærke til. I disse tilfælde taler man om duft- og kemikalieoverfølsomhed – også kaldet MCS.
Miljøstyrelsen gennemførte for nogle år siden en kampagne med gode råd til blandt andet de duftfølsomme. Læs mere om kemikalieroverfølsomhed på http://www.luften.dk/